Praktisk info
Oplev Økodag 2026 på Riskærgaard
Riskærgård åbner dørene til Økodag og byder indenfor til en oplevelsesrig dag i det økologiske landbrugs tegn. Her danner den moderne gård, som familien Barup har drevet de seneste seks år rammen om både familieliv og bæredygtig produktion - omgivet af marker svarende til næsten 900 fodboldbaner.
På markerne dyrkes græs, korn, byg/ærte-helsæd og hø, som anvendes til fodring af gårdens cirka 350 Holstein-køer. Det er en vigtig del af gårdens selvforsynende kredsløb, hvor egne afgrøder bliver til foder og næringsstoffer føres tilbage til jorden gennem naturlig gødning.
Midt i det hele finder du gårdens hjerte: Køerne. Deres rolige gumlen og nysgerrige blikke er en del af hverdagen - og på Økodag kan du komme helt tæt på dem. Glæd dig især til det store øjeblik, når køerne for første gang i år lukkes ud på græs - en livlig og glædesfyldt oplevelse for både dyr og gæster.
Økodag på Riskærgård er en oplagt mulighed for at få frisk luft, gode oplevelser pg en hyggelig dag på landet - for både børn og voksne.
Aktiviteter til Økodag:
Se køerne komme på græs: Lukkes ud kl. 12.00
Smagsprøver på økologiske produkter
Gå på opdagelse hos køerne
Tal med landmanden og hør om livet på gården
Prøv en hoppeko, en halmlegeplads eller kør en tur på en pedaltraktor og få et kørekort
Tag på skattejagt
Sid i nogle af gårdens store landbrugsmaskiner
Klap en kalv
Grav efter karameller i en korncontainer
FDM Klim Thorup Vust tænder op i bålet - her kan du nyde pandekager og kakao
Landbo Ungdom sælger pølser med brød samt drikkevarer
Klim Friskole sælger kaffe og hjemmebagt kage
Der er gode parkeringsmuligheder på både grus- og asfalterede arealer.
Godt at vide
Bemærk venligst, at hunde IKKE må medbringes.
Alle gårde har åbent mellem kl. 10.00-14.00, og øko-køerne kommer på græs kl. 12.00.
Brug din sunde fornuft, når du bevæger dig rundt på gården med børn. Det er en arbejdsplads, som du besøger, med maskiner, store dyr og meget andet. Hold hele tiden godt øje med dine børn både ude og inde, så vi undgår uheld og uhensigtsmæssige situationer.