Kroghsminde

Oplev Økodag på Kroghsminde

På Kroghsminde møder du både en slægtsgård med lange traditioner og en fremtidsorienteret tilgang til landbrug. Gården har været drevet økologisk siden 1995 og er i dag i hænderne på både 7. og 8. generation. Jens og Lisbeth driver gården sammen med deres søn Andreas og hans kæreste Maren Marie, som alle er med til at føre gårdens arbejde og værdier videre. På de 900 hektar jord dyrkes der blandt andet læggekartofler, grynhavre og brødhvede samt foder til gårdens 220 køer.

Kroghsminde er kendt for at kombinere det traditionelle landbrug med nye og bæredygtige løsninger. På gården produceres der også grøn energi gennem et eget biogasanlæg og en vindmølle, som er en del af familiens arbejde med at tænke fremad i driften. Familien glæder sig til endnu en gang at åbne dørene til Økodag – i år for fjerde gang – og til at dele deres passion for økologisk landbrug med alle, der lægger vejen forbi.

Aktiviteter til Økodag

På gården vil der være masser af aktiviteter for både store og små, oplev bl.a.:

  • Se køerne komme på græs: Lukkes ud kl. 12.00

  • Smagsprøver på økologiske produkter

  • Gå på opdagelse hos køerne

  • Tal med en landmand

  • Halmlegeplads og hoppekøer

  • Prøv en pedaltraktor og sid i nogle af gårdens maskiner

  • Klap en kalv

  • Besøg gårdbutikken

  • Salg af frokost, drikkevarer og kage

Gården er barnevogns- og kørestolsvenlig med asfalt rundt om ejendommen, mens vejen fra parkeringspladsen til gården er grus. Har du gangbesvær, kan du kontakte værterne for en alternativ afsætning tættere på gården.

Godt at vide

Bemærk venligst, at hunde IKKE må medbringes.

Alle gårde har åbent mellem kl. 10.00-14.00, og øko-køerne kommer på græs kl. 12.00.

Brug din sunde fornuft, når du bevæger dig rundt på gården med børn. Det er en arbejdsplads, som du besøger, med maskiner, store dyr og meget andet. Hold hele tiden godt øje med dine børn både ude og inde, så vi undgår uheld og uhensigtsmæssige situationer.